British Columbia 2001

 

Nu var eventyret ved at være slut og vi skulle hjemad, men først stod den på et ordentligt morgenbord med vafler og canadisk ahornsirup. Tasker og stænger blev pakket sammen og læsset i bilen. Samtidig skulle de obligatoriske opstillingsbilleder jo tages og der skulle siges farvel til vores værtspar gennem de sidste 2 uger, de havde gjort deres til at vi følte meget velkomne og vil vende tilbage en dag.

Vi havde en aftale med Michael M om at mødes i Vancouver og spise frokost hos Sammy på hans restaurant, men vi forsøgte forgæves at få fat i ham - det viste sig at han havde glemt sin mobiltlf. da han tog af sted på arbejde - så vi måtte nøjes med at køre til Vancouver downtown og se på sceneriet mens vi fik en rigtig canadisk burger med det hele og kiggede ud over lystbådehavnen.

Vi skulle også prøve at finde en butik der havde Patagonia vadejakker, men forgæves - ikke en eneste forretning havde nogen hjemme, så det blev til lidt shopping i en grejbiks på havnen og et par Levi's til Jacob senere inden vi kørte til lufthavnen og checkede ind.
Resten af turen hjemad var begivenhedsløs men lang, så det var et par meget trætte herrer der ankom til Kastrup sent om aftenen, men gensynsglæden var stor og det var rart at være hjemme igen, nu skulle alle indtrykkene til at fordøjes og hver gang vi ser billederne dukker der nye minder og oplevelser frem på nethinden, det er godt der ikke er så længe til vi skal af sted igen.

Copyright @ 2016 Bananfluerne.dk