Skånekysten - hjemsted for de store østersøhavørreder

 

Skånekysten - hjemsted for de store østersøhavørreder

Tekst og fotos: Michael R. Mulbjerg

 

 

Uddrag af dagbogen : "Torsdag d. 23. april '98"
"Vejret er det samme som de foregående dage, skiftende skydække og jævn pålandsvind uden snask i vandet. Vandet er nået op på ca. 8 gr. C og der er væsentlig mere gang i fiskene end sidste år hvor temperaturen kun var 4 gr. C midt i april og fight'ene varede noget kortere. Gad vide om der stadig er fisk derude, det kan vel ikke blive ved i samme stil hele tiden. På med boblen og Glimmerrejen.
Jo de er der stadig viser det sig efter ganske få kast, da den første nedgænger kontant tager fluen for derefter at "multe" lidt rundt inden den kan frigøres for krogen og genudsættes.
Thomas er gået over til sit rev, hvor han tidligere i år fik en trind og blank Østersø-ørred på 6,8 kg

.4_5kg_98Forfatteren med havørredhybrid på 4,5 kg, fanget på boble og Mickey Finn str. 10 - april 98

Da dagen er gået kan jeg endnu engang konstatere at der er intet der slår svenskekysten om foråret når det drejer sig om mange og store havørreder. Thomas har fået en på 2,9 kg / 63 cm, mens jeg selv har været så ubeskeden at tage en på 5,4 kg samt genudsat en på 88 cm og 7 mere (nedgængere), mistet 2 styk samt haft yderligere 12 tilbud alt sammen på en dag, det er næsten for vildt.


Steder / Fiskestræk
Mit fiskestræk starter ved Hörte Üdde på sydkysten og går over Kåseberga for at ende oppe nord for Kivik.
De enkelte steder skal jeg ikke her komme nærmere komme ind på, da disse alle er beskrevet mange gange og steder før, eksempelvis Jan Grünwalds "Havørred - spin og flue i saltvand" som jeg selv har brugt som udgangspunkt for mit fiskeri.
Det gælder ligesom "derhjemme" at finde nogle steder man synes om og hvor ens fiskeri fungerer godt og så dyrke disse.
Det kan selv i højsæsonen næsten altid lade sig gøre at finde et rimelig uforstyrret sted hvis man gider gå nogle hundrede meter, selv om visse steder er endog rigtig meget besøgt.
Selv fandt jeg et dejligt rev hvor der aldrig var et øje, det skyldes måske de 200 m med blæretang der var inden man kom ud, men der var næsten ikke en fisker i mange hundrede meters omkreds og masser af fisk.
Brug de "kendte" steder som Stenshuvud, Karakås, Kivik, Vik, Kåseberga, "Fabrikken", Abbekås og Hörte Udde som udgangspunktet for dit fiskeri og find de steder hvor du kan dyrke lige netop dit fiskeri, for det er ikke alle steder der eksempelvis egner sig fluefiskeri ligesom der steder hvor fluefiskeri er alt overlegent.

mich_8kg2
8 kg drømmefisk fanget på fluestang i januar måned 2001

Årstid
Fiskeriet starter den 1. januar og varer til langt ind i maj måned, alt afhængigt af vejret og især vandtemepraturen. Især frost kan spolere meget godt fiskeri i januar og februar, men hvis blot vandet ikke fryser helt til kan det lade sig gøre at fange fine fisk selv ved¸ 8°C (luft) og "isterninger" i vandet. Hvordan sæsonen forløber er meget afhængig af to faktorer, nedbør i efteråret og temperaturen vinteren igennem, men normalt vil der være godt med fisk allerede fra premieren. Premierefiskeriet går som regel ret hurtigt over og januar/februar måned hører absolut til de sværeste, selv om en mild vinter vil sende mange nedgængere ud i havet, for at æde tanglopper på stenkysterne. Så kan man jo muntre sig med dem indtil den blanke dukker op med sit helt anderledes og voldsomme hug, men sæt nedgængerne ud igen de er intet værd hverken på bordet eller på billeder.
 


m57
Forfatteren med havørred på 3,6 kg/67 cm fanget i -8°C (luft) og is i vandet, det eneste hug på 5 dages fiskeri
m43
Her er en typisk "blank" nedgænger, ca. 4 -5 kg og mere end 80 cm, selvfølgelig skal en sådan fisk ud igen

I perioder med meget kolde vintre og meget lidt nedbør i efteråret kan der optræde gydemodne opgangsfisk helt hen i april måned, disse fisk er i fin kondition, men sæt dem ud igen og lad dem gøre deres pligt så vi også fremover kan have et forrygende fiskeri på skånekysten.
Efterhånden som foråret indtræder optræder flere og flere nedgængere, men der er hele tiden blanke fisk imellem disse.
De blanke bliver i løbet april flere og flere efterhånden som nedgængerne får sul på kroppen og temperaturen stiger. Der vedbliver at være nedgængere selv sidst i april, men antallet af blanke nedgængere kan være enormt og det kan være fristende at nakke en masse "blanke" fisk, men lad være de er meget bedre lidt senere.
I samme takt som der bliver flere og flere "blanke" nedgængere stiger også antallet af de rigtige blankfisk og sidst i april og starten af maj kan der optræde store stimer af primært mindre blankfisk, men i udkanten eller blandt disse mindre fisk går der ofte større og ind imellem meget store fisk hvilket jeg selv oplevede i april '98 på Kåseberga.
"Jeg havde fisket nogle timer, uden at der skete noget og pludselig ser jeg en anden fisker fange en mindre fisk og straks jeg kaster er der endnu en der hugger også dette en fisk under målet, men 5-10 kast senere sidder mit Søm nærmest fast ude midt i vandet og op i overfladen kommer den hidtil største ørred jeg har haft på derovre, den går rundt i store ottetaller og lidt til den ene og lidt til den anden side og lige meget hvor stort et pres jeg lægger på den rokker den sig ikke. Jeg bruger 0,15 mm Fireline og hjulet var fuldstændig blokeret og alligevel trak denne kæmpe fisk line af hjulet for efter 5-10 minutters tovtrækkeri hvor jeg ikke så andet end skummet, ryger blinket af og fisken er væk. Jeg orker ikke mere og da Thomas kommer tilbage går vi hjem."
Derfor udnyt det hvis der kommer en stime fisk, der er altid en overraskelse iblandt de mindre fisk.

Fisketeknik
Mobilitet er et nøgleord, dvs. brug ikke for lang tid på et sted hvor der ikke sker noget (et par timer bør være nok) og prøv så et nyt sted indtil du finder fiskene. Selv i januar og februar kan man godt nå 3 steder på en dag, hvis fiskene ikke er hvor de "normalt" er.
Jeg fisker næsten altid de steder hvor der er pålandsvind eller gammel sø, der skal være "gang i vandet" før der rigtig sker noget. Kør gerne efter pålandsvinden og brug tiden der i stedet for, det har vist sig så tit at den der gør det også får fiskene.
Lad være med at slæbe alt for meget grej med ned til kysten, med mindre I har aftalt at blive på strækket hele dagen og der er da et par steder hvor jeg gerne bliver meget længe, f.eks. Kåseberga og Karakås, som begge er ganske lange fiskestræk og byder på meget varieret fiskeri og mange muligheder, men da begge hører til de absolut mest besøgte gælder det om at komme tidligt, hvis man har et favoritsted.
 
m49
5,4 kg havørred fanget på Glimmerreje og boble

Jeg bruger det hele flue, boble og flue samt blink og woblere, men med hovedvægten lagt på boble og flue, der er intet der slår denne kombination af små lette fluer og lange kast for at dække strækket og i mange tilfælde nå fiskene.
Det er mange steder vigtigt at have grej med som kan kaste langt, idet fiskene mange steder ofte går langt ude og længere end man er vant til derhjemme fra, derfor giver en helgardering på grejområdet oftest de fleste resultater.
Der er dog visse steder som egner sig mere til eks. spinnefiskeri, dette kunne være Kåseberga og klipperne på Stenshuvud og Vik samt Baskemølla (syd), mens de mere flade stræk på sydkysten og visse steder på Karakås indbyder til fluefiskeri og alle steder kan der fiskes med boble og flue.
Selvfølgelig skal man bruge det forholdene tillader og man selv behersker bedst, det er nu engang nemmere at kaste et 26 gr. blink ud gennem 10 sm vind end det er at kaste en flue ud i det samme med fluestangen og ganske givet mere effektivt.
Men vil man kun en ting er der kun at køre efter det og så regne med dage hvor det ikke virker hvad enten det er flue eller blink man foretrækker.

Grej
Hvilket grej anvender jeg så selv, nøjagtig det samme som på de sjællandske kyster: en 10' spinnestang med kastevægt 10-35 gr., fastspolehjul m. 0,15mm Fireline eller en enten en 9'6" klasse 7 eller en 10' klasse 8 fluestang med primært skydehoved og ellers WF samt en lettere spinnestang når jeg har lyst til det og forholdene tillader det. Grejvalget er for mig let, jeg ser ingen grund til at bruge andet. Jeg kender dog flere som anvender multihjul, kraftigere stænger og tungere blink / woblere. Disse fanger dog hverken flere eller større blankfisk end andre, til gengæld kan de hurtigt hale en masse nedgængere, undermålere og små blankfisk op når stimerne kommer ind under land.
Filtsåler på waders eller vadestav er meget vigtigt da der næsten alle steder er ekstremt glat eller som en udtrykte det "De har smurt det hele med brun sæbe". Pas på når du vader, stenene er ekstremt glatte. Tag det stille og roligt så går det nok, men lad være at vade for langt ud, det er ikke nødvendigt, da der er forholdsvis dybt under land de fleste steder.

Fluemønstre :
Grå Frede (enhver sjællandsk kystfiskers valg nr. 1)
Glimmerrejen i lysllilla (det største hit til dato)
Glimmertanglopper i brun og sort
DiskoFrede
Mickey Finn
Små sorte hacklefluer str. 10-12, db.krog
Grünwalds Nullermænd
Peek-a-boo Frede
PF-loppen

Blink / woblere :
Sølvpilen
Sømmet
Sandgrævlingen (i træ)
Sillingen
Tobiswobleren
i farverne : grøn/ sølv, grøn/hvid samt sort/sølv og hidsige vinterfarver (gul/orange, orange/hvid) eller helt metalfarvede samt lejlighedsvis sort

Til slut vil jeg ønske alle der tager over og prøver fiskeriet på svenskekysten knæk og bræk med det. Jeg vil også opfordre til at udvise mådehold hvis fiskeriet går helt amok, det er ikke nødvendigt at slå alt ihjel man fanger blot fordi det ikke er fredet.

Fakta
Overnatningsmuligheder.
Der findes overalt på strækket vandrehjem af virkelig god kvalitet og det er næsten altid til at få plads på det sted man foretrækker. Husk vandrepas (og få det med rabat hos DSF), du sparer op til 40,- SEK pr. overnatning og et vandrepas i Sverige koster næsten 300,- SEK.
Dog er det ofte ikke tilladt at ryge disse steder, da de (STF-vandrehjemmene) fungerer som ungdoms"herberger" også, blot til orientering og advarsel.
På vandrehjemmene er der fælles badeværelse m. separate brusekabiner, veludstyret køkken m. køl/frys (enkelte steder også opvaskemaskine), spisestue og tv. Har I brug for megen fryseplads spørg om de har ekstra fryser hvilket de fleste steder har.
Skal I afsted i flere dage eller en hel uge kan I med fordel leje et af de mange sommerhuse der findes derovre eller arrangere sig med privat indkvartering hvilket flere har gjort med held.
Vandrehjem, hele året.
Baskemølla STF vandrehjem, tlf. 0046 - 414 261 73
Kivik STF vandrehjem, tlf. 0046 - 414 711 95
Brösarp vandrehjem, tlf. 0046 - 414 921 70
Gärsnäs købmandshuset, tlf. 0046 - 414 506 03
Kivik Björkhagens vandrehjem, tlf. 0046 - 414 701 19
Kivik Vandrehjemmet Hanöbris, tlf. 0046 - 414 700 50
Ravlunda Ängdala vandrehjem, tlf. 0046 - 414 741 79
Skåne Tranås STF vandrehjem, tlf. 0046 - 417 203 30
Sommerhuse eller gårdferie.
Sveriges rejsebureau, tlf. : 35 43 06 01 (stort udvalg)
Feriehus Skandinavia, tlf. : 0046 - 442 414 66 (rimeligt udvalg)

Mindstemål :
Havørred 50 cm
Laks 60 cm
Torsk 35 cm
Gedde 40 cm

Fredningstider :
Havørred og laks er totalfredet, indenfor 4 sømil fra kysten, i perioden 15. september - 31. december (begge inkl.).
Nedgængere og opgængere er ikke fredet efter fredningstidens udløb.

Der kræves IKKE statstegn for at fiske i saltvand i Sverige.

Yderligere oplysninger og nyheder kan hentes på Länsstyrelsen i Skåne's hjemmeside : http://www.m.lst.se Her står alt om fisk, fiskeri, fredningsbælter, fredningstider og ændringer i forhold til sidste sæson. Det er også muligt at downloade et kort i pdf-format (kræver Acrobat Reader for at kunne udskrive kortet).

Fredningsbælter.
På sydkysten er stort set alle fredningszoner afmærket med høje hvide/røde pæle, mens østkystens fredningsbælter er noget sværere at identificere og præcisere.
Ring til Länsstyrelsen (Fiskefunktionen) og få tilsendt den nyeste oversigt over fiskebestemmelser og fredningsbælter (Fiskebestämmelser) i hele Skåne, tlf. : 0046 - 40252000 eller 0046 - 44252000 ellers kan den bestilles også på deres hjemmeside eller pr. e-mail : Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og adressere den til Fiskefunktionen.
Fredningsbælterne er gældende fra 15. september og indtil d. 1. maj, herefter må der også fiske i disse, lige op og ned af å-mundingen.
Sæsonen '99.
99-sæsonen vil sandsynligvis gå over i historien som året hvor fiskeriet ikke levede op til de tidligere års kanonfiskeri. Det var meget svært at finde fisk overhovedet og når man endelig fandt nogle var der ikke mange blankfisk imellem. Selv hen sidst i april var der ikke kommet rigtig gang i fiskeriet endnu og der var mange "blanke nedgængere".
Hvorfor så dette "dårlige" år ?
Der er mange muligheder og det generelle er at ingen ved hvorfor '99 ikke levede op til de tidligere år, vandet var varmt nok i marts og april til at fiskene skulle være inde, men nej. Der skulle virkelig slides for selv en enkelt fisk, men fandt man dem så var sikker på at de også var der de næste dage. Dette resulterede i at mange kun fik fisket på ganske få steder når de endelig havde fundet fisk.Hvordan vil sæsonen år 2001 så blive ? - ja det er ikke godt at vide men vi kan håbe at fiskeriet bliver som vi håber med masser af fisk og så at stimerne af mindre blankfisk og overspringere kommer ind i det kystnære område. Kun tiden kan vise om det holder stik.

Copyright @ 2016 Bananfluerne.dk