Hvor Europa ender og livet begynder

roed4

roed1

roed

roed2


Følg med på en fisketur til et af Magerøys mange uberørte småvande. Magerøy er jo som bekendt øen hvor Europas nordligste punkt, Nord Kapp, ligger og med 250.000 besøgende turister om året er øen vel nærmest en ferieø, men turisterne kommer aldrig på fjeldet og lystfiskerne holder til inde på Finnmarks Vidda. Derfor er der uberørt natur, store oplevelser og masser af smukke fisk der fighter benhårdt til den der tør satse og begive sig ud til de mange ukendte vande.


Det er koldt, bitterligt koldt, da jeg i det tidlige morgenlys kravler ud af teltet for at træde af på “naturens vegne” og når man nu er hvor der er “højt til loftet” kan man jo lige så godt stille sig et sted hvor udsigten er god, så jeg stiller mig på en lille høj lidt fra teltet og ser ud over søen. Vejret er klaret op, vinden har lagt sig og der er kun en symbolsk finregn tilbage af nattens uvejr, så det er svært at holde optimismen nede. Klokken er ikke meget over 5, men jeg er egentigt ret frisk for vi kom tidligt i poserne i går aftes - trætte, kolde og våde, men glade for at vi endelig fandt søen. Tankerne om de 32 timer i bilen herop og gårsdagens frustrerende vandring kører stadig rundt i hovedet og glider over i overvejelser om morgenmad og kaffe - dampende hed og sort.

Pludseligt brydes søens spejlblanke overfladen ca. 15 m. fra teltet - fisk! Jeg er ved at falde i mine lange underbukser i bar iver for at komme ned til teltet, mens jeg med yndefuld morgenstemme kvækker til Morten at fiskene er i gang. Alle tanker om morgenmad og kaffe er glemt nu. Adrenalin er meget stærkere end koffein! Vi bakser begge rundt i et virvar af fleece-trøjer, flueliner og waders, men på rekordtid er vi klar og snart suser #5 linerne ud mod de ringende fisk. Til højre for os ligger der et hvidt ren-skelet og lyser i det klare vand; en grum påmindelse om hvor hårdt livet kan være her, så langt mod nord.

Vi havde godt nok læst at rødingen kan være en meget svær modstander på fluegrejet, men overfladeaktiviteten får os til at glemme alt vi har læst. Fiskene får os da også på andre tanker efter 1½ times resultatløst flueskifteri. Vi har simpelthen prøvet alt i tørfluer og nymfer og fiskene har hver gang nægtet at genkende dem som noget spiseligt, så det er tid til at prøve en ny taktik.

I jagten på de ringende fisk har vi stille og roligt bevæget os ned i den fjerneste ende af søen, der vel knapt er på størrelse med en fodboldbane, og her kravler jeg ud på en lille klippe der falder direkte ned i dybet. Der er ikke nogen fisk der ringer her, så jeg monterer en “Gold Head Peacock Runner” str. 8 i forfanget, sender den langt ud i søen med et dobbelttræk og sætter mig til at vente, mens Morten søger over mod den anden bred, hvor et fladt sandstykke strækker sig ud til et grødebælte (så langt mod Nord!).

Jeg nyder de enkelte solstrejf der byder sig til, synet af fjeldene i efterårsfarver og mærker duften af den rød-gule, våde efterårs-mos, men efter et minuts tid begynder jeg langsomt at tage nymfen ind i små hop, mens jeg fraværende beundrer multebærrenes røde glød. Med et ryk bliver linen flået ud af min hånd. Febrilsk får jeg fat i linen igen og strammer op: “Morten! Der er fisk!”

Rødingen jager rundt i dybet og fighter virkeligt hårdt, men langsomt kommer den ind til land hvor jeg håndlander den og lægger den på det gul-orange mos. Jeg er fuldstændig paf. For det første fordi det er min første røding nogensinde, men også fordi fisken ikke er større end 35 cm. Den fightede som en ørred, der er noget større. Da jeg stille lader den smukt farvede fisk svømme tilbage kan jeg ikke dy mig for at sende en uforbeholden kærlighedserklæring efter den. Vi fisker koncentreret videre, men der sker ikke noget, og jeg synes det tager alt for lang tid at få guldhovednymfen ned til bunden på min flydeline, så lidt modvilligt går vi tilbage til teltet og skifter til de lette spinnestænger.

De fleste lystfiskere har savlende læst om hvor effektivt spinnefiskeri efter røding er i Grønland og, tro mig, det er mindst lige så effektivt til norske rødinger! Konstant følger de vævre og hurtige fisk efter vores Mepps Black Fury og de fleste hugger inden for de sidste 5-6 meter. Det er fine fisk mellem 30 og 40 cm der fighter virkeligt godt. To gange har jeg dog et par endnu større fisk efter spinneren, men de hugger ikke. Jeg tager en enkelt, smukt farvet fisk, som vi steger på “Trangia´en” til brunch, for vi har glemt alt om morgenmad og kaffe, men efter det velsmagende måltid og en enkelt øl tager vi den lidt mere med ro. Morten rigger fluegrejet til med en synkeline og en Mickey Finn og går ned midt på søen til kanten af en lille bugt.

Jeg lusker stadig rundt med spinnestangen, da jeg ikke har fået en synkeline med til den lette udrustning.
De næste par timer finder Morten “melodien” i kombinationen mellem synkelinen og et lille “hot spot” på en skrænt, mens rødingerne slår takten an med halerne. Jeg lusker lidt misundelig rundt og kaster på må og få. Det er nu sjovere at fange dem på fluegrejet! Men ravnene som jævnligt krydser ind over søen giver lidt spændende at kigge og lytte på. Der er for mig ikke noget der er mere “vildmarksagtigt” end ravnens karakteriske stemme og silhouet. Ja, det skulle da lige være fiskeørnen, som også kommer forbi og svæver lidt over søen inden den søger videre!

Midt på eftermiddagen sidder jeg inde i bugten ved Mortens “hot spot” og kaster ud mod skrænten, mens jeg funderer over hvordan jeg på en eller anden måde kan komme til at fiske effektivt med flue uden den for...... synkeline, da jeg synes at ane en hvirvel ved siden af en stor sten i bunden af bugten. Et øjeblik hidser jeg mig selv op, men bliver enig med mig selv om at det dog er for patetisk at være så “tørfluetrængende” at man ligefrem opfinder ringende fisk. Min lille personlige palaver er ikke bragt til ende før end jeg endnu en gang synes at se en bevægelse i overfladen. Jeg trasker tilbage til teltet og monterer en str. 12 Rackelhanen (vi har set rigtigt mange vårfluelarver på bunden) i det tynde, lange forfang og sniger mig tilbage til bunden af bugten og ned på en stor sten. Når jeg sidder her kan jeg lige nøjagtigt kaste skråt over mod stenen, men fjeldet rejser sig bagved, så der er ikke meget plads at gøre godt med. Fluen lander perfekt og vinden driver den stille og roligt ud over og på tværs af bugten, så ved at give lidt line får jeg en ganske effektiv affiskning. Det ene minut afløser det andet og jeg hverken ser eller mærker noget. Det minder faktisk lidt om barndommens medefiskeri, hvor man kaster agnen ud og håber på det bedste, så jeg beslutter mig for at få det bedste ud af situationen og læner mig tilbage for at slappe lidt af og nyde fjeldenes marmorerede farvespil.

Midt i min “middagslur” kommer Morten tilbage fra den anden side af søen og ser lidt spørgende på mig, hvorefter jeg som det naturligste prøver at udbrede en længere teori om denne tørfluemetode hér, ca. 800 km. nord for Polarcirklen i midten af september, hvor vejrliget er ligesom sidst i november hjemme i Danmark - bare for ikke helt at tabe ansigt. Morten ser dog lidt betænksom ud, men inden han når at spørge til min generelle sindstilstand stivner han, går ned i knæ og peger mod min støvlesnude: “Se der! Det er sågu da en pæn røding den der, hva?”. “Ja, mindst 40 cm.!” svarer jeg. Vi kan tydeligt se fisken og de hvide kanter på finnerne lyser op i det mørke vand, da den søgende glider ud ad. Pulsen er adskillige takker højere end for et minut siden, da jeg lægger et kast ud i den retning rødingen forsvandt, men endnu en gang sker der absolut intet.
Morten vil lige have et stemningsbillede, så jeg kaster over mod stenen for 117. gang og lader flue være flue, mens jeg vender mig om for at smile til kameraet.

Da Morten siger “smil” sker det: ud af øjenkrogen ser jeg en hvirvel ved fluen og løfter instinktivt den lette stang i et tilslag. Morten spørger straks til størrelsen, men jeg beroliger ham og siger at den ikke føltes stor, så den får lov til at løbe ud på det dybe vand, mens jeg får styr på løslinen der ligger ud over det hele. Det viser sig dog ikke at være sandt, for da jeg igen får kontakt med fisken er den alt andet end let at få styr på. Flere gange rammer det lille System 2 en højfrekvent tone jeg kun yderst sjældent hører, når rødingen tager sine lange hårde udløb, men efter 4 lange udløb kommer den over det lidt lavere vand og bliver medgørlig. Et øjeblik eller to! For nu begynder den på en sand spring-opvisning, der flere gange får det til at gippe i mig. Jeg både elsker og hader det når fisk springer. Elsker det fordi det er spænding i højeste potens og hader det fordi det som regel er et godt trick for fisken at komme fri på! Langt om længe kommer den let farvede fisk ind til min rystende hånd. Vi “fingermåler” fisken til 45 cm og jeg løfter den op til et par hurtige billeder og lidt beundring inden jeg befrier den fra den forrædderiske Rackelhane, og lader den svømme tilbage til dybet. Vi troede faktisk begge at der var tale om en større fisk, men det var bare endnu et bevis for denne smukke fisks fantastiske fightegenskaber.

Mens vi snakkede om det utrolige fiskeri vi havde haft på turens første par dage og hvor meget vi endnu skulle opleve, slentrede vi tilbage til teltet, hvor vi satte os ned for at dele de sidste to øl i rationen. Og der sad vi så - to gode venner med lykken snurrende i tankerne og ravnene svævende over os i pur elegance - dér hvor Europa ender og livet begynder.

 

Copyright @ 2016 Bananfluerne.dk