En kold decembermorgen

Strandens småsten og muslingeskaller knaser under vadestøvlernes filtsåler og små krappe bølger ruller ind over det inderste tangstykke og byder mig velkommen med en sukken der trækker i sjælen og får nostalgien til at vælde frem. Den lange gåtur til den udvalgte plads foregår i en svøbe af tåge og minder fra de første kystture. Et par gange strejfer tanken om at vende om og hente fiskekammeraten der ligger og sover i bilen mig, men han sikkert håbløst langt væk i drømmeland og ænsede knapt at jeg forlod ham.

Vandet er klart, men koldt, her i begyndelsen af december og edderfuglene skutter sig i den kolde vind og rykker irriterede ud på muslingebanken, da jeg begynder at affiske det dybe badekar med korte kast. Her har vi før mødt små stimer af hidsige målsfisk, men der er tilsyneladende ikke fisk inde i dag Vinden svøber om skrænten og gør længere kast til en risikabel affære, så jeg beslutter mig snart for at tage den lange vej ud på revlen, for at se om der ikke skulle gå en havørred på ydersiden af det brede badekar.

På vej ud til revlen tager min hjerne igen på langfart til barndommens dage, hvor vi strøg rejer i det sommerlune vand og fangede krabber på muslingestykker bundet i enden af en murersnor. Jeg falder i staver ved en tangbusk og stirrer fjernt på nogle småfisk der søger skjul der.

"Nå, gi´r det noget!". Spørgsmålet runger i min bevidsthed og drager mig tilbage til den kolde decembermorgen. To spinnefiskere ser forventningsfuldt og spørgende på mig.
"Øhhh, næh…jeg er lige kommet og vinden driller, så jeg er på vej ud på revlen."

De to slår en sludder af og fortæller lidt om deres erfaringer på denne plads og tilkendegiver at de vil gå til venstre ad revlen - hvis det er i orden med mig. Det passer mig fint, for jeg vil til højre og se om det da ikke var fisk jeg så i overfladen derude for et kvarters tid siden.

Her ude på revlen er vinden mere konstant og den kommer hårdt ind fra venstre og tvinger mig til at lægge mine kast skråt ind over det store tangområde. Det ser godt ud her og små nynnende en eller anden nonsenssang fisker jeg mig roligt tilbage mod vadestedet. De to spinnefiskere napper et par målsfisk et stykke længere henne.

Jeg er ved at være der omkring jeg syntes at have set noget vende i overfladen og spændingen stiger, da et kast rammer vinden "rigtigt" og min belastede Pinky Pain tager vandet langt inde over det mørke badekar. Skydehovedet kravler langsomt mod stangspidsen og pludseligt mærker jeg et lille stød, der straks går over i et sejere træk. Resolut sætter jeg krogen og regner med at det er en fisk der er lidt større end gennemsnittet, men reaktionen derude er direkte overrumplende: ud af vandet stiger en meget stor fisk i et næsten meterhøjt spring. Jeg kan se det blinke sølvblankt i de dybe sider da den lander med et drøn og derefter kaster sig ud i et rasende udløb skråt ind mod land. Efter 25 -30 meter går fisken igen fri af vandet. Denne gang i en fantastisk baglæns saltomortale. Pulsåren i min hals føles som om den er ved at sprænges af den hastigt stigende puls og hjertet banker i brystet. I det første lange udløb var jeg nærmest paralyseret og kunne kun overkomme at holde fast i stangen og håbe på at fisken blev siddende, men den sidder der endnu og jeg begynder at tro på at det kan lade sig gøre at få den på land.
Der er dog et problem: jeg har ikke fået net med og badekarret er alt for dybt her til at man kan vade ind i højvande, så jeg begynder at råbe på net så højt jeg kan, for den ene af spinnefiskerne gik med et rummeligt net på ryggen. Efter 3 eller 4 råb, der gang for gang bliver mere skingre, begynder de endeligt at vade hen imod mig.

 

jvm_4k



Fisken opfører sig mere roligt nu og trækker langsomt, men stædigt, i retning af de to spinnefiskere, der nu har "skum for boven", men pludseligt bliver den træt af det konstante pres og laver et langt glidende udløb skråt bagud - ud mod åbent vand. Lidt efter lidt får jeg presset den tilbage mod os og den begynder at cirkle rundt om os på kort line.

Muligvis er det det ændrede pres, eller noget andet, men fisken benytter denne chance til at skyde mellem os tre lystfiskere, ind over revlen og ud mod det åbne vand. Det sker så pludseligt at jeg ikke kan holde stram line selvom jeg kvikt hæver stangen, tripper baglæns og spoler som en gal. Nu kan jeg rigtigt se hvor stor fisken er. Den massive krop med de sølvfarvede sider og den ir-grønne ryg skyder tæt forbi mig - og for tredje gang i fighten tror jeg at det er slut.

Heldigvis holder krogen sit greb og fisken tager et kort udløb på 10-12 meter for så igen at cirkle rundt om os. To gange ser den træt ud, men hver gang den ser nettet stikker den ud ad igen. Jeg må pænt vente på at den tager "et par runder" mere før den kæntrer i overfladen. Nettet skyder ind under den og løftes op.
Efter en meget lang vadetur ind kan jeg endelig tage fisken i hænderne. Som en grådig eventyrer der efter lang tids søgen endelig har fundet Kong Salomons miner bemægtiger jeg mig den sølvskinnende skabnings liv.

Den er en skønhedsåbenbaring uden lige: En bred sandfarvet/irgrøn ryg, der glider over i muskuløse, sølvblanke sider, der afsluttes af en fed elfenbensfarvet bug. Den massive krop er besat med små, løse skæl og et hav af små sorte prikker. Morten kommer ned til stranden netop som de to spinnefiskere lykønsker mig med fangsten. De morgensmalle øjne bliver meget store og runde da han ser fisken, men han er heller ikke sen til sige tillykke og give mig ordentligt dunk i ryggen. Dog ærgrer han sig forståeligt nok over at være gået glip af den spændende fight.

Efter lidt kaffe fra trangia´en fisker vi videre, men jeg kan ikke rigtigt koncentrere mig. Blikket og opmærksomheden glider hele tiden fra grejet og vandet tilbage mod stranden, hvor mit bytte fra drømmenes og fantasiernes sølvminer ligger og blinker. Jeg er fortabt, lige som fisken, for altid fanget og fascineret af denne skabning der i den grad kan få voksne mænd til at opføre sig knægte og drømme som virkelighedsfjerne fantaster. Sammen ligger vi på stranden, fisken og jeg, i morgen er dette et minde, en glød, som jeg vil bære i mit sind og tænke tilbage på - næste gang jeg vader ud ved en dansk kyst en kold decembermorgen.

Copyright @ 2016 Bananfluerne.dk