Elk Hair Caddis

Elk Hair Caddis - Troth´s klassiker

elkhaircaddis1

Elk Hair Caddis

Denne flue blev lavet af Al Troth i slutningen af 50´erne for at efterligne voksne vårfluer der skøjter hen over overfladen under æglægningen. Der er nu tale om en utroligt effektiv tørflue, der kan bruges under meget varierede forhold når der forekommer vårfluer - i de mindre størrelser fisker den faktisk også fortrinligt under døgnflueklækninger når de nyklækkede duns sidder højt på overfladen.

Det er en utroligt effektiv flue også som “fish finder” når man afsøger vandet og der ikke umiddelbart er overfladeaktivitet.

Ved denne flue er det særligt vigtigt at den elk hair der bruges er af rigtig beskaffenhed: er den for hul, spreder vingen sig for meget. Er den for blød risikerer man at vingen bliver for kompakt eller hårene går i stykker ved indbindingen. Er de for stive og er der intet hulrum inden i hårene synker fluen.

Det er med andre ord ikke i selve bindeteknikken eller mønsteret at denne flue er vanskelig, det er udfordringen i at finde det “perfekte” stykke elk hair (og har man fundet sådan et stykke holder man godt fast i det.

Normalt vil det være et godt bud hvis du kan få fat på “yearling elk” eller “coastal deer hair”, men langt det meste elk hair vil være fint. Så længe spidserne på hårene er ensartede, taperede og hele vil de kunne bruges. Undgå skindstykker hvor de yderste spidser på hårene er helt tynde, lige og mangler det luftfyldte hulrum (disse vil være mørke, nogen gange næsten sorte og man er ikke i tvivl når man står med et dårligt skindstykke) og undgå skindstykker med bøjede hår, da det gør det sværere at få vingen fin.

Al Troth´s original foreskriver en tynd guldrib over kroppen og hacket., men jeg foretrækker en tynd nylon-rib. Jeg binder, lige som Troth, hacklet ind oppe ved øjet og kører det ned til enden af kroppen og lægger så ribben modsat fra enden af kroppen og op til øjet. På den måde får man en meget holdbar flue.

Man kan variere farverne på krop og hackel (og vingen). Jeg har dog haft bedst erfaring med en lys brun krop, mørk dun og støvet grøn-brun. Til hacke bruger jeg oftest en lys dun (som på billedet) eller en brun eller en grizzly-nakke.

 

Krog

Standard tørflue str. 10-16

Tråd

Brun eller farve der matcher krop og/eller hackle

Rib

Nylon-rib i .015 eller tynd guldrib

Krop

Tørfluedubbing

Hackle

Tørfluehackle med fibre der er lidt længere end kroggabet

Vinge

Elk Hair, den skal gå til enden af krogbøjningen

  

Copyright @ 2016 Bananfluerne.dk